Camaldoli, grundlagt for tusind år siden af St. Romuald, er et samfund af benediktinermunke. Dens to huse, den hellige Hermitage og klosteret, nedsænket i skovens fred, repræsenterer to grundlæggende dimensioner af klosteroplevelsen, ensomhed og fællesskab. Klostersamfundet lever i søgen efter Gud, i bøn og arbejde, og er åbent for at dele med vor tids mænd og kvinder, især gennem gæstfrihed. Foresteria tilbyder et rum, der er åbent for alle, for åndelig og kulturel uddybning, dialog og møde. Klosteret (eller Cenobio) er det sted, hvor munkene, mens de også lever i ensomhed, oplever broderligt liv og fællesskab. Denne dimension af eksistensen leves ikke kun blandt medlemmerne af Fællesskabet, men kommer også til udtryk i velkomsten af gæster: i klostrets rum og i gæstehusets. Faktisk har klosteret Camaldoli siden sin oprindelse været et sted, der er åbent for at byde gæster og pilgrimme velkommen. I det sidste århundrede, især fra Det andet Vatikankoncil og fremefter, blev rummet til modtagelse af gæster (Foresteria) renoveret, og forslag til kulturel og åndelig dannelse er opstået over tid, hvilket udgør en af de vigtigste forpligtelser for Fællesskabets munke, der bor på klosteret. Et grundlæggende træk ved modtagelsen i Foresteria er fremme af dialog på et religiøst, åndeligt og kulturelt niveau. I løbet af året, især om sommeren, tilbyder samfundet initiativer (uger eller weekender) af bibelsk, liturgisk og teologisk dannelse, økumenisk og interreligiøs dialog, spiritualitet (åndelige øvelser og retræter) og konfrontation med nutidig kultur. Nogle forslag er især rettet mod unge. Ud over deltagelse i konferencer og spiritualitetsforslag er det også muligt at få adgang til, afhængigt af tilgængeligheden af steder, gratis gæstfrihed: i øjeblikke med tilbagetog (personlig eller gruppe) og hvile, der deler samfundets liturgiske bøn.